Der er noget ganske særligt ved de gamle folkeeventyr, ikke sandt? De fortællinger, der blev hvisket i skumringen ved arnen, fortalt på marken under en pause, eller delt i borgerskabets stuer. De er en del af vores fælles danske DNA, en skattekiste af visdom, drømme og advarsler. Men hvordan blev disse mundtlige fortællinger til de elskede klassikere, vi kender i dag? Og hvilken rolle spillede to af Europas største fortællere – vores egen H.C. Andersen og de tyske Brødrene Grimm – i denne forvandling? Tag med på en rejse tilbage til en tid, hvor eventyret for alvor fandt sin plads i vores hjerter og bogreoler.

Folkeeventyrets Rødder og Romantikkens Kald

Før bøgerne tog over, levede folkeeventyret i stemmerne. Det var en mundtlig tradition, en levende kunstform, der blev båret frem af dygtige fortællere, hvis færdigheder næsten var et håndværk. Forestil dig blot, hvordan disse historier – fyldt med prinser og prinsesser, talende dyr og magiske prøvelser – har lydt i ørerne på vores forfædre. De var ikke kun til underholdning for voksne i alle samfundslag; de var også en måde at forstå verden på, at bearbejde livets glæder og sorger. Fortællingerne fulgte ofte en genkendelig struktur, måske den klassiske ‘hjem-ude-hjem’-model, og brugte faste vendinger som \”Der var engang…\” for at signalere overgangen til en magisk verden. Det var fortællinger, der bandt os sammen og gav mening til tilværelsen. Du kan lære mere om folkeeventyrets oprindelse og funktion i den mundtlige tradition.

Men så kom 1800-tallet og med det nationalromantikken. En bølge skyllede ind over Europa, en længsel efter det oprindelige, det nationale, det ‘folkelige’. Man begyndte at se en særlig værdi i den kultur, der levede blandt almuen – i sange, i skikke og ikke mindst i eventyr. Denne strømning, som er belyst i denne oversigt over dansk folklore, var præget af en ny bevidsthed om national identitet, yderligere forstærket af tidens politiske omvæltninger som Napoleonskrigene, tabet af Norge i 1814 og senere nederlaget i 1864 med afståelsen af Slesvig. I Danmark, ligesom i Tyskland og andre lande, opstod en trang til at bevare denne kulturarv, før den forsvandt i moderniseringens kølvand. Intellektuelle og forskere begyndte systematisk at indsamle og nedskrive de mundtlige fortællinger. Det var her, folkemindevidenskaben for alvor tog form, og eventyret som genre vandt indpas i den skrevne litteratur. Mens Brødrene Grimm var pionerer i Tyskland, havde vi i Danmark også markante skikkelser som Svend Grundtvig, Henning Frederik Feilberg og Evald Tang Kristensen, der ydede en enorm indsats for at indsamle og bevare de danske folkeeventyr og viser, inspireret af den samme europæiske bølge.

Brødrene Grimm Bevaring, Bearbejdning og Børneværelser

Systematisk indsamling med videnskabeligt sigte

Når vi taler om indsamling af folkeeventyr, er det umuligt at komme uden om Brødrene Grimm, Jacob og Wilhelm. Disse tyske sprogforskere og folkemindesamlere blev pionerer med deres monumentale værk \”Kinder- und Hausmärchen\”, udgivet i etaper mellem 1812 og 1815. Inspireret af tidligere folkevisesamlinger, som dem af von Arnim og Brentano, begyndte de omkring 1806 systematisk at indsamle traditionelle fortællinger, både fra skriftlige kilder og, fra 1807, også mundtlige. Deres mål var oprindeligt videnskabeligt: at dokumentere og bevare den tyske ‘folkesjæl’, som de mente kom til udtryk i disse gamle fortællinger. Deres grundige arbejde, der omfattede omfattende noter og kommentarer – hvilket man kan få et glimt af i nyligt genfundne bøger fra deres private bibliotek – lagde grunden for moderne folkloristik. Deres samling indeholdt perler som \”Hans og Grete\”, \”Askepot\”, \”Tornerose\” og \”Snehvide\”, fortællinger med dybe rødder i europæisk tradition, som beskrevet i Leksikongens artikel om Grimms eventyr.

Oversættelse og den danske forbindelse

Grimms arbejde vakte genklang og inspirerede indsamlere over hele Europa, og interessen nåede hurtigt Danmark. Deres samling blev oversat allerede i 1821 under titlen \”Folkeeventyr\”, hvilket gjorde de tyske eventyr tilgængelige for et dansk publikum på et tidspunkt, hvor interessen for det nationale og folkelige var på sit højeste. Oversættelsen bidrog utvivlsomt til at popularisere eventyrgenren yderligere herhjemme. Den gav næring til den voksende interesse for folkeminder og skabte et rigere kulturelt miljø for eventyrfortælling og -læsning. Brødrene Grimm var desuden selv interesserede i nordisk, herunder dansk, folklore. Wilhelm Grimms værk om gamle danske heltesange og eventyr fra 1811 og deres korrespondance med nordiske lærde vidner om dette. En bibliografi over Grimms eventyr i 1800-tallets Danmark viser tydeligt, at deres værker var kendt, læst og studeret herhjemme. De indgik dermed i den kulturelle baggrund og skabte en form for ‘scene’, som også H.C. Andersen senere kunne træde ind på.

Fra barsk folklore til børnevenlig klassiker

Men Grimms eventyr var ikke statiske. Selvom den første udgave var præget af et mere nøgternt, akademisk sprog og henvendte sig til forskere, opdagede brødrene hurtigt, at deres samling havde en uventet appel – især hos børn og det brede publikum. Presset af økonomisk nødvendighed og et ønske om at nå flere læsere, begyndte de en lang proces med at bearbejde og omskrive eventyrene gennem syv udgaver over næsten 40 år. Som Historienet beskriver, betød det, at mange af de oprindelige, ofte barske og voldelige elementer blev nedtonet eller fjernet. Temaer som incest, ekstrem vold (f.eks. stedzøstrenes afhuggede tæer og hæle i Askepot), graviditet uden for ægteskab (Rapunzel) og endda kannibalisme (den onde dronnings ønske om Snehvides lever og lunger) blev erstattet af klarere moraler og mere ‘passende’ versioner. Den onde mor blev ofte til en ond stedmor (som i Hans og Grete og Snehvide) for at bevare et idealiseret billede af moderskabet. Selv Frøkongens forvandling skete oprindeligt ved, at prinsessen kastede ham mod væggen i afsky, ikke ved et kys. Denne udvikling ændrede eventyrgenrens fokus og cementerede dens plads i børnelitteraturen, selvom det måske ikke var brødrenes oprindelige intention. De gjorde eventyrene tilgængelige og elskede, men også markant anderledes end de mundtlige versioner, de oprindeligt indsamlede.

H.C. Andersen Fra Folkeeventyrets Skygge til Kunsteventyrets Mester

Inspiration og Kunsteventyrets Fødsel

Og så træder han ind på scenen, vores egen Hans Christian Andersen. Født ind i fattigdom i Odense i 1805, men med en ukuelig drøm og et unikt talent for ord. Andersen er uløseligt forbundet med eventyr, men hans bidrag adskiller sig markant fra Brødrene Grimms. Han var ikke primært en indsamler, men en skaber. Han var dog dybt inspireret af de folkeeventyr, han havde hørt som barn, og af den bølge af interesse for folklore, som Grimms arbejde havde været med til at sætte i gang i Europa. Den romantiske tidsånd og forfattere som tyske E.T.A. Hoffmann påvirkede ham også tidligt. Hans allerførste eventyrsamling, \”Eventyr, fortalte for Børn\” fra 1835, indeholder netop fortællinger som \”Fyrtøjet\” og \”Lille Claus og Store Claus\”, der tydeligt trækker på folkeeventyrets skabeloner og motiver. Han lånte strukturer og arketyper, men transformerede dem og skabte dermed kunsteventyret. I modsætning til folkeeventyret, der er anonymt og overleveret kollektivt, er kunsteventyret præget af en individuel forfatterstemme, en personlig stil og ofte mere komplekse temaer.

Nyskabende sprog og personlige temaer

Andersen gjorde eventyrene til sine egne. Han brugte et levende, mundret og nyskabende sprog – fuld af humor, ironi og direkte henvendelser til læseren – noget, der faktisk mødte kritik i starten fra anmeldere, der mente, børnelitteratur skulle være mere belærende og mindre uformel. Men Andersen holdt fast. Han gav sine figurer en psykologisk dybde og et følelsesliv, som var nyt for genren. Hans egen oplevelse af at være anderledes, en outsider, der kæmpede mod klasseskel og for anerkendelse, skinner igennem i mange af hans mest elskede fortællinger. Tænk på \”Den grimme Ælling\” (1843), som mange ser som en selvbiografisk allegori, eller den hjerteskærende skæbne i \”Den lille Havfrue\” (1837) og \”Den lille Pige med Svovlstikkerne\” (1845). Han var ikke bange for at udforske sorg, tab, social kritik og uretfærdighed, og hans eventyr taler derfor lige stærkt til både børn og voksne. Han hentede inspiration bredt – \”Kejserens nye Klæder\” (1837) bygger f.eks. på en middelalderlig spansk fortælling med rødder i arabisk og jødisk tradition. Listen over hans uforglemmelige bidrag er lang, som man kan se i denne oversigt over nøgleeventyr, og inkluderer perler som \”Snedronningen\” (1844), \”Nattergalen\” (1843) og \”Den standhaftige Tinsoldat\” (1838) – sidstnævnte endda et af hans første helt originale eventyr uden direkte forlæg i folkedigtningen. Hans 156 eventyr, oversat til over 125 sprog, har sikret ham en plads i verdenslitteraturen.

Arven efter Grimm og Andersen

Et vævet tæppe af tradition og fornyelse

Så hvad er arven efter disse giganter? Brødrene Grimm gav os et vindue til fortidens mundtlige fortællekultur. De reddede utallige folkeeventyr fra glemslen og skabte en standard for, hvordan man indsamler og studerer folklore. Deres arbejde, selvom det undergik forandringer for at passe til tidens smag og moral, er en uvurderlig kilde til forståelse af europæisk kulturhistorie og den fælles fortælletradition, vi alle er en del af. Deres popularisering af genren, især via den danske oversættelse fra 1821, var med til at skabe den ‘kulturelle baggrund’, den øgede interesse for eventyr, som H.C. Andersen kunne træde ind i og bygge videre på. Uden dem ville vores kendskab til folkeeventyrets struktur og temaer være langt fattigere.

H.C. Andersen tog så at sige stafetten videre. Han byggede på folkeeventyrets fundament, men transformerede genren med sin unikke litterære stemme, sit sprudlende sprog og sin dybe menneskelige indsigt. Han viste, at eventyret kunne rumme både det lyse og det mørke, det simple og det komplekse, det personlige og det universelle. Han gjorde eventyret til kunst og placerede Danmark solidt på verdenskortet over litteratur. Som hans biografi viser, blev hans eventyr en integreret del af den vestlige kollektive bevidsthed og en uomgængelig del af vores fælles kulturarv. Hvor Grimm bevarede og populariserede den kollektive arv, skabte Andersen en ny, personlig og kunstnerisk eventyrtradition.

Når eventyret lever videre i os

Både Brødrene Grimms indsamlede folkeeventyr og H.C. Andersens kunsteventyr lever videre i dag. De læses højt for børn, analyseres af forskere, genfortælles i utallige film, teaterstykker og balletter og inspirerer kunstnere verden over. De er blevet en del af vores sprog og vores måde at forstå verden på. Tænk bare på udtryk som \”kejserens nye klæder\” eller billedet af den onde stedmoder. Selvom de stammer fra forskellige tilgange – den ene forankret i den anonyme, kollektive fortælling, den anden i den individuelle kunstners vision – har de begge formet vores forestillingsverden på afgørende vis. De minder os om fantasiens kraft, om vigtigheden af at lytte til de gamle historier, og om at selv i de mørkeste skove kan der findes lys og håb. Måske er det netop derfor, vi bliver ved med at vende tilbage til dem, generation efter generation?

2025-04-01